I blogindlægget her vil jeg gerne dykke dybere ned i, hvad metakognitiv terapi er, og hvordan du kan få gavn af behandlingsformen. Metoden er effektiv mod flere forskellige psykiske lidelser som angst, depression, OCD, PTSD og stress, men kan også bruges som coaching.
Det kan være for dig, der er leder af en virksomhed og gerne vil udvikle dig og have nye værktøjer at ty til. Metakognitiv terapi kan også være for dig, der f.eks. lider af præstationsangst eller dårligt selvværd. Eller for dig, der gerne vil præstere bedre i din dagligdag og blive mere mentalt robust. For bare at nævne nogle få af de udfordringer, behandlingsformen kan bruges til at afhjælpe.
Bliv klogere på behandlingsformen herunder.
Hvad er metakognitiv terapi?
Metakognitiv terapi er en terapiform, der arbejder med teorien om, at psyken er selvregulerende og selvhelende. Målet med den metakognitivt terapi er ikke at ændre dine tanker og følelser, men at opleve, at de kan regulere sig selv. Det gør du blandt andet ved hjælp af forskellige mentale øvelser, der kan hjælpe dig til at tage kontrol over, hvor meget tid du bruger på at bekymre dig.
Metakognitiv terapi er en behandlingsmetode, hvor du sammen med en psykolog, der er uddannet i metoden, arbejder med at være mere tilstede i dit liv og mindre til stede inde i dig selv. Du bliver bevidst om dine overbevisninger, om dine tanker og følelser og om de strategier, du bruger til at håndtere negative tanker og følelser.
Metoden er udviklet af Adrian Wells, professor ved University of Manchester, efter mange års forskning i, hvordan sindet fungerer, og effekten af behandlingsformen er veldokumenteret.
Hvordan virker metakognitiv terapi?
Metakognitiv terapi er en meget skånsom behandlingsform, hvor vi arbejder på at ændre dine metakognitive overbevisninger. Måske du har tendens til at bekymre dig eller gruble over fortiden, eller har en selvfortælling om, at du ikke er god nok.
Det er alt sammen strategier, din hjerne tyer til for at håndtere dine tanker, og de gør intet andet end at holde liv i de symptomer, du oplever.
Med metakognitiv terapi arbejder vi med at reducere disse uhensigtsmæssige strategier, som vedligeholder dine symptomer. Målet med metakognitiv terapi er, at du får det bedre psykisk, og at du fremadrettet kan håndtere dine problemer på en konstruktiv måde, der ikke er ødelæggende for din mentale sundhed.
Hvordan foregår metakognitiv terapi?
De første sessioner hos en psykolog, der bruger metakognitiv terapi som behandlingsform, snakker I om, hvor du er i dit liv, hvilke udfordringer, du har, og hvad du ønsker hjælp til. Derefter undersøger I sammen, årsagen til din problemstilling og hvad der skal til, for at du får det bedre. Det bruger I 1-2 sessioner på.
Bagefter kigger I på, hvad du kan gøre anderledes. I arbejder på at indføre nye, sunde vaner i dit liv og sundere strategier til at håndtere dine problemer og dermed få styrket din mentale sundhed,
De sidste sessioner bruger I på at kigge tilbage på, hvad du har lært, og hvad du kan gøre for at forebygge et tilbagefald til gamle vaner, uhensigtsmæssige strategier og usunde overbevisninger.
Varigheden for et forløb varierer, men generelt er det nødvendigt med mellem fem til 10 sessioner. Jeg anbefaler, at sessionerne ligger én gang om ugen i starten, men forløbet bliver selvfølgelig tilpasset dine behov.
Hvem kan få gavn af metakognitiv terapi?
Det er veldokumenteret, at metakognitiv terapi virker effektivt mod flere forskellige mentale lidelser. Især bliver behandlingsformen brugt med succes mod angst, stress, depression og PTSD, men du behøver ikke at være ramt af en svær psykisk lidelse for at bruge værktøjerne fra metakognitiv terapi i din hverdag.
I min praksis bruger jeg også metoden til at supervise forskellige faggrupper, f.eks. læger, til hvordan de håndterer dagligdags udfordringer i deres job. Ligesom jeg også rådgiver ledere om stresshåndtering hos deres medarbejdere og bruger den til ledelsescoaching generelt.
Metakognitiv terapi er også for dig, der gerne vil komme negative og uhensigtsmæssige tankemønstre til livs, så du kan virke og præstere bedre og mere effektivt i dit liv og styrke din mentale robusthed.
Virker metakognitiv terapi?
Flere studier har vist, at metakognitiv terapi er en effektivt behandlingsform, og det er også det, jeg erfarer i min praksis. Du skal ikke bruge tid på fortiden for at løse din problemstilling men arbejde med at ændre din måde at håndtere din problemstilling på, så du styrker din mentale sundhed.
Det vil fremadrettet bliver din foretrukne strategi til at håndtere de udfordringer, du møder på din vej, uden at det går ud over din mentale sundhed.
Gennem et forløb med metakognitiv terapi vil du erfare, at du har egenkontrol over, hvordan du fremadrettet vil håndtere dine tanker og følelser på en sund måde. Derfor er det også en terapiform, hvor du ikke efterfølgende vil være afhængig af at blive ved med at gå til sessioner hos din psykolog.